Skoletaskeguide + historien om “Den lille blå skoletaske”

Alt om skoletasken

-indkøb, indhold og gode vaner

 

 

Dannebrog vajer i vinden. Fuld af forventning og med sommerfugle i maven, går en masse nye skolebørn afsted med deres forældre i hånden på vej mod første skoledag.

 Håret er ny kæmmet og tøjet sidder i de rette folder. På barnets ryg sidder der en funklende ny skoletaske -som formentlig, skal holde til lidt af hvert.

 

 

Skolestarten venter lige rundt om hjørnet for rigtig mange nye skolebørn -og det kræver sin skoletaske.

 

Rigtig mange forældre synes, det kan  være udfordrende at vælge den rigtige skoletaske.

Den skoletaske, hvor ønsket om en bestemt farve, måske endda med en dinosaur på, går op i en højere enhed med ergonomi, holdbarhed og funktionalitet.

Den skoletaske som forener både barnets ønsker og forældrenes krav til den nye taske.

 

Vi har derfor samlet vores bedste råd og erfaringer i den her skoletaskeguide, hvor vi både kommer omkring indkøb og vedligeholdelse af skoletasken.

 

 

Hvornår skal vi købe tasken?

Ja, hvornår skal tasken egentlig bruges? Der er meget stor forskel på, om barnet får sin første taske til førskole-starten eller til skolestarten i børnehaveklassen.

Og vi kan se at den usikkerhed, den faktisk smitter, så derfor er der flere og flere, der vælger at købe skoletasken til førskole-starten. For så har man i det mindste ikke gjort noget forkert, og ens barn skiller sig ikke ud!

Vi vil dog slå et slag for, at man venter.

 

Vi synes, at skoletasken hører til første skoledag i børnehaveklassen -for der er sjældent brug for den før.

Der er stor forskel på, hvordan de enkelte skoler og SFO’er, planlægger førskole-forløbet. Oftest er der nogle små “skoleaktiviteter”, men fokus er langt de fleste steder på det sociale og at blive tryg i de nye omgivelser.

Måske får børnene en enkelt mappe med opgaver (som mange steder skal blive på skolen) -så derfor er der ikke et behov for en skoletaske endnu.

 

Derimod får børnene ofte bøger/mapper den første skoledag eller i den første skoletid – og så er det altså bare noget helt særligt, at kunne lægge dem ned i en fin splinterny skoletaske.

Skoletasken får altså en særlig værdi og fortsætter med at være symbol på den egentlige skolestart med skema og den struktur, der følger med skolelivet!

 

 

Hvad skal skoletasken så kunne holde til?

En skoletaske skal kunne holde til lidt af hvert.

Den skal jo bruges hver dag, og den vil blive flittigt brugt i dagens løb.

Den skal både kunne indeholde madkasse, drikkedunk og måske frugtpose, penalhus og mapper/bøger og en gang om ugen biblioteksbøger.

Af og til bliver der også proppet lidt skiftetøj derned og derudover vil barnet også gerne have noget legetøj med.

Det betyder faktisk at skoletasken nemt kommer til at virke uoverskuelig for barnet og den indeholder mere end der egentlig er godt for barnets ryg.

Mange skoler er dog opmærksom på dette, og lader de fleste bøger/mapper blive på skolen, så børnene kun har de enkelte bøger med hjem efter behov.

 

 

 

 

Indfør en daglig taske-rutine.

Lav jer en god rutine, hvor barnet dagligt lige tjekker skoletasken for al det unødvendige -og eventuelle lektier.

Lad det være barnets ansvar –men selvfølgelig med kærlig forældreguidning fra dig.

Vi har god erfaring med, at for mange familier er det et godt tidspunkt, lige når de lander derhjemme, men find det tidspunkt der passer jer og jeres barn bedst, så det bliver en konfliktfri opgave.

-Og så er det selvfølgelig ligesom med mange andre ting, noget barnet selv kan få mere og mere ansvar for, når det først er blevet en indlært rutine.

Lad barnet selv tømme tasken for biblioteksbøger, legetøj, fødselsdags invitationer, den varme trøje og alt det andet, så tasken er klar til den kommende dags ”musthaves”

 

 

Madkasse og drikkedunk.

Vælg en madkasse, der passer til skoletasken og barnets behov.

Vi ser mange ALT for store madkasser, der fylder meget, der ”maser” og ødelægger mapper og bøger og gør skoletaskens indhold uoverskueligt for barnet.

 

Barnet har flere spisepauser i dagens løb, og en del børn har glæde af at man gør det tydeligt, hvilken mad, der tiltænkt hvornår.

Skriv eksempelvis 10 mad på maden til den første pause eller pak den separat, hvis det er muligt.

Vi har mødt en del børn, der er ”kommet” til at spise hele madpakkens indhold i den første pause, og så er det altså en lang dag…..

Aftal med dit barn, at barnet ikke smider mad ud, men lader det resterende blive i madkassen, så du på den måde kan følge med i dit barns appetit og justere det aktuelle madbehov.

 

Læg rigtig gerne små sedler i barnets madpakke.

De elsker den lille hilsen hjemmefra -og det kan være alt fra en lille besked, til en gåde, et rim eller et billede.

De voksne skal nok hjælpe med oplæsningen     

Følg med i vores nyhedsbreve. De indeholder nemlig ofte et bud på lidt madpakkesjov.

 

Vær også opmærksom på om drikkedunken slutter tæt. Rigtig mange drikkedunke bliver nemt utætte eller det kan være svært for barnet at skrue låget ordentlig fast igen, når de har fyldt den.

Det kan give temmelig meget vandsjask, gennemblødte bøger og ulykkelige børn!

 

 

Lad barnet have ansvaret for at lægge madkassen og drikkedunken i skoletasken og selv lægge den i køleskabet i skolen, så ved de nemlig lige præcis hvordan dagens madkasse ser ud og hvor den ligger.

Sørg selvfølgelig også for navn på både madkasse og drikkedunk.

Det kan forebygge mange frustrationer.

 

 

Penalhus:

Der findes mange typer penalhus, og der kan være forskellige overvejelser i forhold til hvilket penalhus, der passer bedst til det enkelte barn.

 

 

De fler-fløjede penalhuse med elastikker til at sætte indholdet fast, er rigtig gode og overskuelige for barnet.

Det gør det nemt at se hvad der er og hvad der mangler når timen er slut. Penalhuset stiller dog også krav til barnets finmotorik, da de selv skal kunne sætte indholdet fast igen. Egentlig er det jo super god finmotorisk træning, men vi har mange gange oplevet, at især de ”hurtige” børn og de børn, der er udfordret finmotorisk, opgiver at sætte indholdet fast og indholdet forsvinder derfor hurtigt.

 

Penalhuset med et stort rum, kan til gengæld indeholde en masse, og det er hurtigt at rydde op igen. Til gengæld er det knap så overskueligt, og det kan tage lidt tid at finde den rigtige blyant.

Der er penalhuse på markedet, der både har et stort rum, og en fløj til at sætte de vigtigste skrivesager fast.

Tænk over hvad der passer bedst til dit barn.

 

Ofte kan man købe penalhuse med indhold. Vi oplever dog, at indholdet ikke altid er en fantastisk kvalitet.

Vi anbefaler at I køber de tykke blyanter til en start – gerne dem med skrivegreb eller ”dutter”.

De er med til at støtte barnet i et godt skrivegreb, så de ikke senere skal ”aflære” en uhensigtsmæssig vane.

Hjælp også barnet med at have styr på sit penalhus og have gode blyanter og farve blyanter med hver dag. Selvfølgelig kan de spidse dem i skolen, men det er bare en god følelse, når man kan komme i gang med sin opgave med det samme. Det giver ro og overskud til at fokusere på opgaven.

 

 

Biblioteksbøger:

De fleste steder kommer klassen på biblioteket jævnligt. Her kan de låne bøger med hjem.

Der er forskel på, hvor mange bøger børnene må låne de forskellige steder, men fælles er dog, at bøgerne vejer godt til i skoletasken.

Lav det til en rutine, at få bøgerne op af tasken, den samme dag som de er lånt og pak dem ned, når det igen er biblioteksdag. På den måde undgår I unødig belastning på ryggen de øvrige dage.

Samtidig giver det også større sandsynlighed for at barnet rent faktisk selv kigger i dem eller får dem læst højt, når først de er oppe af tasken.

 

Idrætstøj:

De fleste skoler har idræt og omklædning på skemaet en gang om ugen eller hyppigere. Det er en rigtig god idé at pakke tøjet i sin egen taske eller pose, så det ikke maser skoletaskens øvrige indhold. Samtidig er det nemt at tage den med til skolens gymnastiksal eller den nærliggende hal -og det er selvfølgelig nemmest med en taske barnet kan tage på sin ryg.

Vi anbefaler dog ikke at barnet sætter gymnastiktasken fast på skoletasken, da balancepunktet og vægten bliver alt for ustabilt for barnet.

 

 

Hvilken taske skal vi købe?

Først og fremmest er det vigtigt, at barnet er selvhjulpent. Tasken skal åbnes og lukkes mange gange i løbet af en dag, så barnet skal ikke være afhængig af voksenhjælp.

Det skal derfor være nemt at åbne og lukke alle rum uanset om det er lynlås, spænder eller remme, så barnet selv kan pakke og håndtere alle skoletaskens funktioner.

Der er flere skoletasker på markedet, som har snøreåbning til at stramme taskens tore rum ind. Vores erfaring er, at det er svært at bruge for de fleste børn, da snøren skal trækkes helt ud, for at få bøgerne op og ned -og det kræver altså noget rutine!

 

Et godt råd er at øve jer mange gange på taskens forskellige funktioner inden skolestarten    

   

                                                                             

 

  • Tasken skal passe til barnets ryg. Tasken må ikke være bredere end barnets ryg eller sidde på numsen. Vær opmærksom på at vælge en taske, der har en passende størrelse. En taske, der er for stor sidder ikke godt på barnets ryg og giver plads til at fylde ekstra i den, så barnet ”slæber” rundt på unødig vægt. En taske, der er for lille kan ikke opfylde det behov der reelt er.

 

  • Tasken skal veje så lidt som muligt. Helst under 1 kg. En god tommelfingerregel er at taske med indhold ikke må veje mere end 15% af barnets vægt.

 

  • Tasken skal have god polstring i ryggen -og have justerbare skulderremme. Det er også rigtig godt med justerbare brystrem og hoftebælte. Det giver mulighed for at tilpasse tasken, så den passer til barnet.

 

  • Tasken skal have en god ruminddeling, så den nemt kan pakkes og indholdet er overskueligt. Det er en fordel med rum til madkasse og drikkedunk samt Pc/tablet. Husk at de tungeste bøger skal pakkes, så de ligger tættest på ryggen for den bedste vægtfordeling.

 

  • Tasken skal være trafiksikker og have gode og tydelige reflekser, og kunne holde til vejr og vind – og så er det bare en stor fordel, når den kan vaskes i vaskemaskinen.

 

  • Sidst, men ikke mindst så overvej om en taske med aftagelig badge er noget for dit barn. Selvom børnene er rigtig glade for dem, kan de være meget generende og larme og forstyrre rigtig meget, både barnet selv, men også undervisningen såvel resten af klassen. Derudover bliver de ofte væk.

 

Hurra! Vi er blevet forhandler af Frii of Norways skoletasker

Frii of Norway er nye på markedet i Danmark, og vi så glade for at kunne tilbyde dem i vores webshop, da vi synes at funktionalitet, pasform og den daglige anvendelse går op i højere enhed. Samtidig er det super lækre designs, som børnene vil elske

 

 

Vi kan varmt anbefale deres mindste skoletaske til det nye skolebarn, og se bare her hvorfor:

 

  • Vægt: Kun 840 gram – en af de letteste skoletasker på markedet!
  • God bærekomfort – anbefalet af fysioterapeut
  • Justerbart hoftebælte og brystrem
  • Aluminium (aftagelig) og polstring i ryggen
  • Høj kvalitet: 2 års garanti
  • Magnetlås på stropperne
  • Regnslag i egen lomme i bunden af tasken
  • Kan vaskes i vaskemaskinen
  • Lommer indvendig til drikkedunk, madkasse, PC og iPad/tablet
  • Reflekser på stropper og alle sider, integreret i designet
  • Karabinhage i siden af tasken, til at hænge ting i
  • Bærestrop
  • Produceret indenfor gældende EU-reglement og REACH certificeret
  • Udviklet og designet i Norge
  • Liter: 22 L

 

Vi forhandler selvfølgelig også matchende penalhus og gymnastikpose.

 

I hele maj måned giver vi vores bog, Skabslingernes mission 1 med, ved køb af skoletaske og matchende penalhus og gymnastikpose.

 

Her kommer du til vores webshop, hvor du kan se de lækre skoletasker

 

 

Glæd dig!

Her kommer historien om “Den lille blå skolestaske”

Historien er velegnet til højtlæsning og en god snak om at passe godt på sin nye taske.

 

Den lille blå skoletaske.

 

Den lille blå skoletaske var lige kommet ud af sit plastik. Den var blevet fyldt med papir og hængt op på en krog og nu hang den der, lige så fin, blandt alle de andre tasker i butikken.

Der var store tasker og der var små tasker. Der var grønne tasker og der var røde tasker. Der var tasker med fodbolde og der var tasker med enhjørninger, der var tasker med sommerfugle og der var tasker med superhelte –

 

              

 

Og så var der selvfølgelig Den lille blå skoletaske med dinosaurer på…

Alle hang de spritnye og fine og ventede på at nogen ville komme og kigge på dem og røre ved dem og måske endda også prøve at tage dem på.

De andre tasker fortalte Den lille blå skoletaske at hvis den var heldig og havde den rette størrelse og farve og mønster, så ville der en dag komme én og købe den.

Den lille blå skoletaske prøvede så godt den kunne at være den rette størrelse -også selvom den ikke helt vidste, hvilken størrelse det egentlig var…

Men inden den nåede at finde ud af det, kom en dreng og hans far ind i butikken. De skulle kigge på en ny skoletaske til drengen, for hans gamle taske var gået i stykker. Drengen løb lige over til Den lille blå skoletaske. Han tog den straks ned fra krogen og løb tilbage til sin far. De kiggede på Den lille blå skoletaske og drengen prøvede at tage den på, men damen i butikken sagde at den var alt for lille til drengen og så hængte de Den lille blå skoletaske tilbage på krogen igen.

Drengen prøvede også andre tasker og til sidst fandt de dén det skulle være.

 

Der lå mange tasker over det hele i butikken da drengen og hans far var gået, og da damen i butikken ryddede dem op igen, hang hun en stor taske op på krogen lige foran Den lille blå skoletaske.

Nu kunne Den lille blå skoletaske slet ikke forestille sig, hvordan der nogensinde skulle være nogen der ville få øje på den, når den var blevet gemt helt væk.

Men inden den nåede at blive rigtig ked af det, kom der en lille dreng og hans mor ind i butikken. Den lille dreng skulle have en skoletaske fordi han snart skulle starte i skole. Moren ledte længe efter den helt rigtige taske, men hver gang sagde den lille dreng, ”Nej, ikke den mor”.

Men så fik den lille dreng øje på et lille blåt hjørne med en dinosaurus på.

Han løb hen og tog den store taske ned af krogen og dér hang Den lille blå skoletaske og prøvede så godt den kunne at have den rette størrelse…

 

Den lille dreng tog straks Den lille blå skoletaske ned fra krogen og løb over til sin mor med den.

”Denne her moar, den her skal det være”, sagde den lille dreng ivrigt.

Moren og damen i butikken kiggede på den lille dreng og på Den lille blå skoletaske, og så sagde damen at den lille dreng skulle prøve tasken så de kunne se, om den havde den rette størrelse. Den lille blå skoletaske ventede spændt på at høre, om den havde den rette størrelse- og det havde den!

 

 

Den lille dreng og hans mor købte Den lille blå skoletaske og fik den med hjem i en fin pose sammen med et penalhus og en gymnastikpose.

 

Den lille blå skoletaske var himmelhenrykt. Den var både blevet købt og skulle til at gå i skole – det var jo lige dét den var lavet til. Sikke en lykke…

 

 

På den første skoledag, skinnede Den lille blå skoletaske og den lille dreng om kap. De glædede sig begge to SÅ meget til at skulle starte i skole. Den lille dreng glædede sig til at få en masse nye kammerater og Den lille blå skoletaske glædede sig til, at møde alle de andre skoletasker og til at være den lille drengs tro følgesvend.

Henne på skolen var der mange børn og mange skoletasker.

 

 

Den lille blå skoletaske kendte allerede et par tasker fra dengang de var i butikken, men der var også mange nye skoletasker som Den lille blå skoletaske ikke kendte og så var der to par tvillinge-skoletasker, 2 grønne og to lyserøde. Der var også et par tvillingebørn, men de havde ikke tvillinge tasker.

Den lille blå skoletaske blev hængt på en stol ved den lille drengs plads. På stolen ved siden af, hang en anden blå skoletaske med fodbolde på.

Det var en meget fin skoletaske, selvom den ikke så helt ny ud.

 

Den lille blå skoletaske spurgte skoletasken med fodbolde på, om det også var dens første skoledag. Den fine blå skoletaske med fodbolde på fortalte at den var af en meget god kvalitet og derfor havde kunnet klare at blive brugt meget. Den havde endda startet i skole én gang før, sammen med en anden dreng.

Den kunne fortælle om ture til Zoologisk have og i skoven med skolen og om ferier med familien.

Det havde været en herlig tid.

Men da drengen var blevet for stor til den fine skoletaske med fodbolde på, havde drengen fået en ny skoletaske og den fine skoletaske med fodbolde på, var blevet gemt væk i et skab.

Dér havde den ligget, indtil lillebroren skulle starte i skole og så havde moren vasket den fine skoletaske med fodbolde på, så den var blevet lige så god som ny igen.

Den lille blå skoletaske tænkte at det da måtte være helt vidunderligt at få lov til at være skoletaske for hele to børn…

 

Ugerne gik og Den lille blå skoletaske blev fyldt godt op med skolebøger, biblioteksbøger, penalhus, gymnastikpose, madpakke, drikkedunk, forskelligt legetøj og mange små dimser og pinde, som den lille dreng fandt rundt omkring derhjemme og udenfor. Der var meget at indeholde og holde styr på og Den lille blå skoletaske holdt på det hele så godt den ku´.

Indimellem var det dog lidt svært.

F.eks. når den lille dreng fik sedler med hjem.

Èn gang havde alle børnene fået en fødselsdagsinvitation ovre i skolen og den lille dreng havde puttet invitationen ned i Den lille blå skoletaske mellem alle pindene og dimserne, og til sidst var den gledet helt ned i bunden af Den lille blå skoletaske. Selvom Den lille blå skoletaske havde gjort alt hvad den kunne for at skubbe invitationen højere op, så så den lille drengs mor den ikke, da hun tømte tasken for biblioteksbøger og madpakke og det var lige før at den lille dreng slet ikke var kommet med til fødselsdag…

Den lille dreng og Den lille blå skoletaske var rigtig glade for at gå i skole. De havde begge fået mange nye venner og de hyggede sig hver dag henne i skolen.

Den lille blå skoletaske var rigtig glad for de to grønne tvillinge-skoletasker. De var altid så glade og havde mange spændende oplevelser de kunne fortælle om.

Det eneste de ikke var så glade for, var at de var lidt for buttede.

Deres former var temmelig runde og børnene der ejede de to grønne tvillinge-tasker, skulle altid have hjælp af læreren til at få lukket deres tasker, fordi deres bøger og mapper var helt firkantede og derfor ikke passede så godt til de runde former.

Det kunne godt være lidt svært at være rund, når alle andre var firkantede…

 

                          

 

Så Den lille blå skoletaske prøvede at gøre sig så rund han kunne, når han stod ude i garderoben sammen med de to grønne tvillinge-skoletasker…

 

Men engang oplevede Den lille blå skoletaske også selv at have det lidt svært, ja den blev faktisk flov…

Den lille dreng havde fået samlet så mange ting i den lille blå skoletaske, at det hele var blevet til ét stort rod. Og derfor opdagede den lille dreng slet ikke, at han en dag havde glemt at spise sin banan.

 

Bananen blev liggende i Den lille blå skoletaske i mange dage og da låget på drikkedunken en dag var sat skævt på, spildte den vand, og så gik der hul på bananen. Den bløde bananmos spredte sig ud i bunden af Den lille blå skoletaske og op ad nogle bøger og det var noget værre snask.

Den lille blå skoletaske vidste slet ikke hvad den skulle stille op, eller hvem den skulle tale med og den vidste heller ikke hvordan den nogensinde skulle blive sig selv igen.

Den var bare flov og ked af det.

Men så sagde den fine skoletaske med fodbolde på at den lille drengs mor nok skulle finde ud af det og få problemet løst.

Og ganske rigtigt – da den lille dreng kom hjem med Den lille blå skoletaske, kunne moren med det samme lugte, at der var noget der ikke var som det skulle være. Hun fik tømt alle tingene ud og fandt bananen, som hun smed ud med det samme. Og mens Den lille blå skoletaske fik en tur i vaskemaskinen, fik alle bøgerne en tur med kluden og så blev de alle sammen så gode som nye.

Næste dag henne i skolen var de andre skoletasker meget overraskede over, hvor fin Den lille blå skoletaske var blevet og Den lille blå skoletaske fortalte hele historien om moderen og bananen og drikkedunken og bøgerne og vaskemaskinen og kluden og den lille dreng der havde været SÅ ked af det, men til sidst var blevet rigtig glad igen.

”Med utæt mad og drikke, duer helten ikke”, sagde Den lille blå skoletaske.

 

 

 

Og sådan var historien om “Den lille blå skoletaske”…

 

 

Sommerhilsner fra

Trine og Lizette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *